Låge nummer 12 i Idekalenderen – Inspiration til iværksættere
Ide: Vægreklamer der reagerer på folks samtaler.
Det er til tider en stor debat om Facebook lytter med i vores samtaler for at målrette deres markedsføring til os. Nogle mener ikke det kan lade sig gøre, blandt andet fordi det kræver en utrolig stor databehandling og serverkraft. Andre er overbeviste om at Facebook er det ultimative BigBrother sammen med Google.
Denne ide er baseret på talegenkendelse ligesom to af de tidligere ideer. Her er blot tale om de store udendørs reklamer der hænger på busstoppesteder og husmure. Noget af ideen er allerede taget i brug, men skal blot integreres med den sidste del af ideen for at fuldendes.
Der findes en virksomhed, der hedder Dupont Lightstone, som har udviklet et betonprodukt, hvor der går lysfiber igennem, så man kan lave lysmønstre på betonen. De har allerede solgt til blandt andet Dubai, hvor der bygges utrolig meget.
Fordelen ved lysende beton, er blandt andet at man kan lave reklamer, som kræver en utrolig ihærdighed for at begå hærværk på. De er stort set hærværksikre. Alletiders effektive vægreklamer.
Lysmønstrene kan ændres alt efter hvad man programmerer dem til.
Ideen er så at programmere lysmønstrene til at danne reklamebilleder, der svarer til det folk samtaler om. Reklamebillederne skal dannes når en mikrofon opfanger et velkendt ord. Ved hjælp af talegenkendelse findes ordet i lysmønsteret og den relevante reklame vises.
Hvordan fungerer det?
To mennesker går forbi en væg og den ene siger ”Nej hvor har jeg lyst til en Cola!” Væggen opfatter ordet Cola og sammenhænger det med Coca Cola, hvorefter en reklame for Coca Cola træder frem gennem betonen.
Der kan måske være tale om etiske udfordringer i forhold til at optage folks samtaler, men hvis der vises på væggen at der optages, ligesom der vises hvis der filmes, så må den udfordring være løst.
Hvad tænker du? Er det ok at optage folks samtaler og omdanne dem til reklamer ude i det virkelige liv også?