Inspirator

Get inspired

Founders of Freshland
Artikler

Fresh.land hjælper flere landmænd gennem Coronakrisen

Fresh.Land er en prisvindende onlineplatform, der mindsker afstanden fra jorden hos landmændene til bordet hos forbrugerne. Virksomheden har hjulpet en lang række landmænd igennem coronakrisen ved at få deres varer på platformen, således at de ikke skal være afhængige af restaurationsbranchens bestillinger, som er under lige så stort pres på grund af pandemien. Foto: Keyvan Bamdej / Bamdej Communication

Fresh.Land hjælper flere og flere landmænd igennem coronakrisen

Den prisvindende danske onlineplatform Fresh.Land har på effektiv vis hjulpet landmænd igennem coronakrisen ved at give dem en online markedsplads, så det ikke kun er restauratører, der har adgang til deres råvarer, men også almindelige forbrugere.

Af Keyvan Bamdej

Lige siden statsminister Mette Frederiksens (S) beslutning om at lukke Danmark ned som konsekvens af coronakrisen, har Fresh.Land hjulpet landmænd igennem krisen. Den danske virksomhed har skabt en online platform, hvor landmænd kan sælge deres produkter direkte til forbrugeren, fra jord til bord under 24 timer.

»Vi er enormt taknemlige for, at flere og flere forbrugere og virksomheder støtter op omkring vores onlineløsning, så vi sammen kan redde flest mulige landmænd med at få solgt deres økologiske varer, hvad end det er frisk frugt, cider eller tørre varer,« siger Mathilde Jakobsen, CEO og medstifter af Fresh.Land.

»Det er vigtigt for os, at vi kan være så ressourcefulde som muligt, så vi sammen kan komme igennem krisen. Det er noget, vi alle sammen har brug for. Vi har brug for rene, naturlige råvarer, som er produceret på bæredygtig vis af en masse danske ildsjæle, iværksættere og producenter,« understreger Mathilde Jakobsen.

Det krævede ikke stor overtalelse fra grundlæggerne af Fresh.Land, CEO Mathilde Jakobsen og CFO Filipe Leal, at få stifterne Christina Viuff Sand og Frederik Sahlin fra den økologiske køkkenhave fra Lejre på Sjælland, Godis Grønt, på platformen. Foto: Keyvan Bamdej / Bamdej Communication

Coronakrisen medførte et akut behov for nytænkning

En af de landbrugsvirksomheder, som onlineplatformen har hjulpet igennem coronakrisen er den økologiske køkkenhave, Godis Grønt, som er placeret i Lejre på Sjælland. De lukkede restauranter og utallige aflyste arrangementer betød nemlig, at Godis Grønt ikke længere kunne sælge deres afgrøder til køkkener, de plejede at sælge til.

Ejere af det økologiske gartneri i Lejre på Sjælland, Godis Grønt, Frederik Sahlin og Christina Viuff Sand, traf kort tid efter, at coronakrisen for alvor var brudt ud i april 2020, en beslutning om at komme på Fresh.Lands digitale platform. På den måde kunne alle borgere i Danmark i princippet nu også kunne få adgang til de lækre, økologiske grøntsager, som Godis Grønt har høstet til de kvalitetsbevidste danske toprestauranter.

»De fine restauranter, som vi har samarbejdet med igennem nogle år, har på grund af coronakrisen været nødt til at lukke ned for bestillingerne. Det har betydet, at vi har stået med en masse lækre friske afgrøder som fx rødbeder, gulerødder, majroer og meget mere, som vi havde en udfordring med at afsætte,« siger Frederik Sahlin fra Godis Grønt og uddyber.

»Heldigvis ringer Mathilde fra Fresh.land og spørger, om ikke vi skal lege sammen. Vi kan hjælpe hinanden, fortæller hun – og det er vi rigtigt glade for.«

Der går under 24 timer fra det, som bliver høstet hos landmændene, er på køkkenbordet hos kunden.

»Den friskhed er svær at matche,« konstaterer Frederik Sahlin.